Vellykket Ranglistestævne for Nordisk Folkebåd på Kolding Fjord.

Med 18 startende folkebåde ved Kolding Sejlklubs Ranglistestævne, var der lagt op til nogle spændende dyster i weekendens ustabile vejr og vindsituationer.

I Kolding er devisen: vi sejler så mange sejladser som muligt inden for en på forhånd fastlagt rimelig tidsramme. Der skal være tid og plads til det sociale element, som jo er en af folkebådsklassens kendetegn.

I alt 8 sejladser blev det til. Lørdag, hvor vinden var i vest, med afvigelser til både nord og syd fik baneleder Thomas og hans baneteam afviklet 4 fine sejladser på gode lange baner, med dejlig springende vind, så alle sanser skulle være skærpet for at nå helskindet gennem banen og ingenting var givet før mållinjen var passeret.

Festlig og lækker fællesspisning lørdag aften satte punktum for en superdag blandt gode sejlervenner.

Søndag var vejret lidt klamt og vinden havde tabt lidt i styrke, den var gået i østlig retning og var lidt mindre springende. Igen fik vi 4 fine sejladser afviklet, hvoraf de to sidste kun havde 2 opkryds, men således nåede vi i alt 8 sejladser og dermed 2 fratrækkere. Ganske tilfredsstillende for alle. God træning og fair afvikling.

Koldingbåden DEN 871 ”Joker” med Per Jørgensen, Kristian Hansen og Andreas Granlund, blev individuel vinder efter en meget flot serie hvor de kunne tillade sig at sejle i havn efter 6 sejladser.

De glemte bare lige at der også sejles om en teampokal  ”Nordea Cup”, hvor alle sejladser er gældende. Den gik så til et blandingsteam fra Kerteminde og Kolding: DEN 952 ”Kong Fus” med Erik Køster, Jørgen Pedersen og Knud Verner Hansen og DEN 1041 ”Mallemuk” med Bent Nielsen, Helle Hejmdal og Erik Kirk.

Se den komplette resultatliste på www.folkebaad.dk        

Bent”Mallemuk”Nielsen, Kolding Sejlklub