Hjælpsomhed – i en klasse for sig

Lad mig lige starte med at slå fast – jeg har ikke været Jordens heldigste sejler i denne sæson. Og jeg snakker ikke om vindspring på banen.

I det små startede sæsonen med en reduktion i den faste besætning, som har resulteret i en ret stor brutto-besætning. Så var der en knækket antenne, et dødt batteri og et søm kørt op i dækket på trækkeren. Man kan blive frygtelig træt af værksteder på den måde.

De tungere uheld startede da vi slæbte båden hjem fra DM i Skive. Kort før motorvejen deler sig mod syd og øst, blev vi blinket ind til siden af en flink med-bilist. Han syntes det ene trailerdæk så lidt eksploderet ud – det viste sig at et pænt stykke slidmønster var flænset af, så vi kørte på slangen. Føj for den, det kunne være gået rigtig galt hvis vi ikke havde opdaget det!

Så var gode råd dyre. Motorvejens nød-telefon var meget betryggende ude af drift, men der stod da et par numre man kunne ringe til fra mobilen. De forklarede meget hjælpsomt at traileren kunne stå i nødsporet op til 24 timer, og at vi da kunne prøve at få Falck til at rangere den væk. Jamen, det var jo ikke trækkeren der var noget galt med! Og dækservice kunne vi godt regne ud det ikke var let at få fat i på en søndag.

Nå, men vi endte med at tage et kig mere på dækket, krydse fingre for at det holdt luft lidt endnu, og stikke næsen mod syd med sneglefart i nødsporet. Næste stop, Kolding (første afkørsel efter motorvejens deling).

Nu er Kolding ikke noget dårligt sted at strande som nødstedt folkebådssejler, her er hjælp at hente i nøden! Allerede ude på motorvejen fik eskorte af Erik Madsen med Madonna på slæb. Efter forgæves forsøg på at opspore et reservedæk endte vi med at få båden placeret nede på havnen, og så ville Erik til min store lettelse tage sig af at få fat i en dæk-specialist. Jeg var allerede begyndt at få mareridt om hvordan jeg skulle klare den fra København af.

Det endte med at også Hans Henriksen kom ind over. Det med dækspecialist var for dyrt og besværligt, det var jo ingen sag lige at tage det hjul af og lige smutte hen til et værksted der kunne klare det, og så hente hjulet og sætte det på igen. Resultat: da jeg et par uger senere skulle til familie-fest i Fredericia stod traileren køreklar, lige til at hægte på og tage med hjem. Familien morede sig godt over at jeg ligefrem havde slæbt båden med til fest…

Næste hårde knæk kom under Kignæs Åben. Under lørdagens sidste sejlads tog vi en vending med en grim udgang. Pludselig stod vantet til ny luv og dinglede frit. Vi kunne ikke komme rundt igen for en luv båd, og uden sidevant i 8-10 m/s holder masten altså ikke længe. Der lød et ordentligt brag da den knækkede ca ½ meter over dæk, og pænt lagde sig på vandet.

Vi fik bjærget sejl og mast og blev slæbt ind, klar til at sætte båden på land. Men så satte hjælpsomheden atter ind! Der gik ikke længe før Carsten Enger tilbød at vi da bare kunne tage hans mast – den lå jo fuldt tilrigget oppe på pladsen, nu han er i gang med at teste alu-mast. Carstens rig var godt nok ikke var helt mage til vores, men med hjælp fra John Wulff og en håndfuld andre kloge hoveder blev der fundet Storm P-agtige løsninger på alle udfordringer, og vi kom på vandet næste dag. Den gamle mast afmonterede Finn, han mente at kunne flikke træet sammen og bruge den igen.

Sæsonen sluttede her for mig. Nu har jeg vinteren til at finde en god, ny mast. Kender heldigvis en producent.

Tak for en god klasse, hvor det ikke skorter på venskab og hjælpen aldrig er langt væk. Det varmer!!!

Ditte Andreasen

Gisti, DEN 1130