Referat af
Generalforsamling i Dansk Folkebådsklub den 05 marts 2005 kl. 10.00 i
klubhuset, Kolding Sejlklub.
Dagsorden:
a. Valg af dirigent.
b. Formanden aflægger beretning.
c. Årsregnskabet fremlægges til
godkendelse.
d. Fastlæggelse af kontingent
e. Indkomne forslag.
f.
Valg af formand.
g. Valg af øvrig bestyrelse.
h. Valg af suppleant til
bestyrelsen.
i.
Valg af 2 revisorer.
j.
Eventuelt.
ad a. Formanden åbnede mødet
med forsamlingen at mindes afdøde Chr. Schmidt. Herefter anmodede han om
forslag til dirigent. Da der ikke forekom forslag fra forsamlingen foreslog
bestyrelsen Peter Thomsen, som enstemmigt blev valgt.
ad b. Formanden oplyste i sin
beretning at der i det forløbne år var afholdt 5 bestyrelsesmøder. Bestyrelsen
eller medlemmer heraf har besøgt Lynæs Sejlklub, Bogense Sejlklub og Horsens
Sejlklub og orienteret sig om arrangementet af henholdsvis DM 2005, Gold Cup
2006 og DM 2006. Herudover er der kontakt med Assens Sejlklub om arrangementet
af DM 2008.
Herefter omtalte formanden det velarrangerede DM i
Kragenæs og udtalte sin glæde over at deltagerantallet langt oversteg, hvad der
var forventet. Han beklagede den tvist der opstor mellem bestyreren af
campingpladsen og arrangørerne som endte med en anmeldelse til den stedlige
brandmyndighed, som foretog en besigtigelse af forholdene og påbød fjernelse af
automobiler som ikke blev anvendt til beboelse. Dette påbud var det
tilsyneladende vanskeligt for vore medlemmer at efterkomme og overholde og det
henstilles, at vi fremover er mere villige til at hjælpe vore arrangerende
klubber med at efterkomme påbud.
Gold Cup i Niendorf i Tyskland havde i alt 60 deltagere,
heraf 9 danske både, men stævnet led indledningsvis af et vist ”målekaos”.
Stævnet blev dog gennemført uden protester.
Heines Nielsen og Brian Frisendahl har udført et stort og flot
stykke arbejde med opstarten og tegningen af sponsorrater til Ranglisten såvel
som Finn Hartvig med dygtig hånd har styret resultatlisten på
hjemmesiden. Arbejdet med Ranglisten stiller store arbejdsmæssige krav til
bestyrelsen, som fortsætter hermed endnu 1 år, hvor efter der bliver behov for
hjælp fra medlemmerne.
Formanden og Kjeld deltager fortsat i det internationale
samarbejde i N.F.I.A., hvor der i årets løb er afholdt 3 bestyrelsesmøder og
den årlige generalforsamling. Megen tid blev i forbindelse med
generalforsamlingen brugt på drøftelser om måling af sejl og det er derfor
aftalt, at der udarbejdes ny måleinstruktion således at en ensartethed i
målingerne kan opnås i alle lande.
Under denne generalforsamling fremsætter bestyrelsen
forslag omkring alu-masten med henblik på en ændring af klassereglerne (CR) om
mastens udbøjning og føring af fald.
Reglerne er i øvrigt præciseret hvad angår den krævede
pøs. Herudover har N.F.I.A. sponsoreret en vandrepræmie, som bestyrelsen har
besluttet udsat til vinderen af Ranglisten. I Holland er der en voksende flåde,
som har søgt optagelse i vor internationale sammenslutning.
Tidligere på året ønskede John Laugesen at
fratræde som administrator af den vigtige hjemmeside hvor efter Finn Hartvig
med et flot resultat tog over.
Ved generalforsamlingen i 2004 meddelte Anna-Lise Damm
at hun ved sin valgperiodes udløb ønskede at fratræde og vi efterlyste derfor
med held et emne til denne post.
Klubbens revisor Michael Møller meddelte i øvrigt
ved brev bestyrelsen at denne konstituerede sig selv, hvilket fik bestyrelsen
til at overveje om kassereren, i lighed med formanden, bør vældes direkte af
generalforsamlingen.
Bent ”Mallemuk” Nielsen har tilrettet vor hvidbog om afholdelse af DM og
GC således at denne er up to date.
Der er lagt mange gode kræfter i at etablere en god præsentation
af folkebåden og klubben på årets bådudstilling hvilket der skal lyde en tak
for.
Der er fra medlemsside fremsat forslag om etablering af
en alternativ ”Fyn Rundt” (Erik Køster), hvor der lægges ind i udvalgte havne
undervejs. Åbenrå Sejlklub tilbyder træningssejlads med hjælp til de enkelte
både fra klassens topfolk m.v. fredagen forud for ”Sønderjysk Åben”.
Bestyrelsen støtter fuldt begge initiativer.
Formanden sluttede med en tak til den samlede bestyrelse for det
udførte arbejde.
Forsamlingen tog formandens beretning til efterretning.
ad c. Kassereren havde meldt
forfald p.g.a. sygdom hvorfor formanden forelagde regnskabet der, efter
hensættelse af kr. 30.000 til årbogen, udviste et overskud på kr. 5.100.
Regnskabet m.v. blev efter et enkelt spørgsmål godkendt.
ad d. Formanden orienterede om
at årsagen til, at den på generalforsamlingen i 2004 vedtagne
kontingentforhøjelse ikke var effektueret skyldes en misforståelse mellem
klubben og PBS. Det ville være så kostbart at rette misforståelsen, at
kontingentfor-
skellen i stort omfang ville ”æde” sig selv op, hvorfor
bestyrelsen afstod fra dette.
Således vil det forhøjede kontingent blive opkrævet fra
og med år 2006.
ad e. Formanden fremførte bestyrelsens
forslag om at regel 6.2.6 (fald skal føres udvendigt på masten) og regel 6.2.7
(begrænsningen i udbøjning) bortfalder.
John Wulff spurgte om hvorfor denne regelændring og Per
Jørgensen ønskede oplysning om proceduren i NFIA for regelændringer og Lars
Jørgensen hævdede at hvis man ukritisk lod udbøjningsbegrænsningen
bortfalde vil vi få de rene ”gummipalmer” at se og Torben Olesen mente
at der med bortfald af regel 6.2.7 vil blive meget stor forskel på de eksisterende
alu-master og -master efter ændrede regler.
Formanden forklarede at bortfald af regel 6.2.6 vil skåne masten
for mange slag af wirefaldene og Erik Kirk støttede med at man ville
undgå megen støj fra master.
Dirigenten oplyste om NFIA´s behandlingsprocedure af regelforslag.
Heines Nielsen mente at beslagene til føring af fald udvendig på masten
var uforholdsmæssigt dyre. Anvendelsen af standardbeslag på alu-masten
(indvendige fald) ville gøre denne billigere. Lars Bræstrup gav udtryk
for at det er ligegyldigt om faldene er ind- eller udvendig på masten.
John Laugesen refererede historisk til de haglbyger af regelændring
der tidligere forekom i NFIA og udtrykte at det er vigtigt at regelændringer er
vel forberedt.
Per Hovmark savnede en testperiode til et ændret mastekoncept og Per
Jørgensen foreslog nedsættelse af et udvalg til at bearbejde
problematikken.
Formanden fremførte at bestyrelsen ønskede at være medvirkende til
at der gives mulighed for en forbedring af alu-masten og omtalte de vanskeligheder
der har været i NFIA med at få åbnet for en debat omkring spørgsmålet. Formanden
vil ikke arbejde for drastiske åbninger omkring spørgsmålet.
Der er fra flere sider rejst tvivl om de eksisterende
alu-master kan overholde de udbøjningsbegrænsninger der er i CR i dag. Hertil
bemærkede Lars Bræstrup at det er producenternes opgave at overholde CR.
Herefter udspandt der sig en debat omkring vægtforholdene
træmast contra alu-mast, hvor flere vægtværdier på især træmasten blev nævnt.
Under debatten blev mødet kortvarigt afbrudt 2 gange.
Bestyrelsen gav udtryk for at forslagene skulle til
afstemning under et.
Ved afstemningen om bestyrelsens forslag var 7 bådejere
for forslaget, 10 + 6 fuldmagter mod. Forslaget er dermed forkastet.
ad f. Formanden Ejgil Vous Jensen,
Assens blev genvalgt med akklamation.
ad g. Bestyrelsesmedlem Finn
Hartvig, Kerteminde genvalgt.
ad h. Revisorerne Michael Møller,
Rungsted og Klaus Petersen, Kastrup genvalgt
ad i. Genvalg af bestyrelsessuppleant John
Lund, Ålborg.
ad j. Der blev fremsat ønske om at
bestyrelsen sikrer at udlejere af campingvogne i forbindelse med DM etc. er
seriøse og overholder indgåede aftaler.
Bent Nielsen kommenterede den konkrete sag, hvor såvel klubben som
den DM-arrangerende klub ikke var part.
Per Jørgensen foreslår at dem der ”brænder” for alu-masten danne et
udvalg til videre arbejde med regelændringerne. Per Hovmark mener at et
sådant udvalg skal være bredt internationalt sammensat. Erik Kirk påpeger
at regelændringen bl.a. tager sigte på at bringe eksisterende alu-master i
overensstemmelse med CR.
Per Jørgensen og Torben Olesen gav tilsagn om at indtræde i
udvalget med yderligere deltagelse af et medlem fra bestyrelsen og med teknisk
støtte at Kjeld Fogde.
Der blev opfordret til at medlemmerne ”pynter” f.eks.
deres biler med klubbens klistermærke.
Lars Jørgensen opfordrer til at der også præsenteres en brugt folkebåd
på bådudstillingerne og mente i øvrigt at det udstillede båds bundmaling gav
associationer til en fiskekutter hvortil formanden replicerede, at det
er en stor fordel for klubben, når producenterne stiller stort set alt på
standen vederlagsfrit til rådighed.
Dirigenten opfordrede medlemmerne til at overveje emner som
arrangører af kommende stævner (eks. DM og GC i 2007).
Per og Lars Jørgensen spurgte om hvorledes man fik vejet sin båd når
klubben vægt ikke kan anses for pålidelig og ønskede en bedre ”vejeservice”
umiddelbart forud for DM samt mere kontrol under DM.
Kjeld Fogde påpegede at den omstændighed at sejlerne efter ønske har
vedtaget færre stævnedage naturligt kan medføre at samme serviceniveau som
tidligere vanskeligt kan fastholdes. Hvis måleren er til stede forud for et
stævne, kan der formentlig træffes aftale om serviceydelser, som måske skal
honoreres.
Efter afsluttende bemærkninger ved bl.a. formanden og et
udbragt leve for klubben afsluttedes generalforsamlingen.
Kastrup d. 14 marts 2005
Kjeld Fogde
Referent